For fjorten dage siden, blev jeg (red. Mathilde Struck) indlagt via ambulance på OUH. Jeg havde været på Als for at besøge min familie dernede og skulle nu tilbage til KBH. Togturen var et værre kaos, med mange skift, aflysninger og stress, ting min krop ikke håndterer særlig godt.
Desværre bliver det for meget for min krop og jeg ender med at få et krampeanfald i toget på Odense station, de andre passagerer får hurtigt tilkaldt hjælp og inden længe står der en flok ambulancereddere i toget, hvor jeg også langsomt er ved at vågne op igen.
Jeg husker egentlig ikke så meget fra før jeg er i ambulancen og vi næsten er på sygehuset, men jeg husker hvor ufatteligt søde redderne var og hvor gode de var til at håndtere at jeg havde min servicehund med. Det virkede ikke som om der på noget tidspunkt havde været tvivl om hvorvidt Silke skulle med på sygehuset, det var en selvfølge for dem at det skulle hun.
På OUH bliver vi igen taget ufatteligt godt imod, jeg får en enestue så Silke kan få lov at bevæge sig lidt og så vi ligger i fred fra andre patienter. Alt personalet accepterede, uden spørgsmål, at Silke var der. De sørgede også for at både Silke og jeg havde alt det vi skulle bruge, bl.a. i form af vand i et bækken og masse daggamle kiks til Silke. Foruden det var de virkelig søde til at spørge om jeg skulle have hjælp til at lufte hende eller andre ting.
Det skal de have ufatteligt meget ros for! Det gør, at en virkelig træls oplevelse, blev mere udholdeligt. Samtidigt var de også dygtige og opmærksomme på mig. Jeg følte mig tryg under hele min indlæggelse og vidste at personalet ville mig det godt. Især da en af dem kommer med en filur is til mig ”Fordi det kunne jeg nok godt have”.
På grund af at jeg smerter i min hofte, valgte lægen også at det var bedst at jeg fik taget et billede af den. Efter at det billede var taget, kunne jeg se radiografen rode i belønningskassen efter noget. Han finder så en lille mus og giver den til mig. Da jeg siger at jeg tror at jeg nok er for gammel til at få sådan, forklarer han mig ”At man aldrig er for gammel til at få en trøstemus” og det havde han ret i. Den mus gjorde mig så åndsvagt glad og den sidder faktisk og kigger på mig imens jeg skriver det her. Den mangler dog stadig et navn, så hvis du har, hører jeg det gerne.
Heldigvis så alt ud som det skulle og jeg kunne få lov at tage hjem, 24 timer efter at jeg rigtigt skulle have været hjemme.
Herfra skal lyde en kæmpe tak til det ufatteligt søde og dygtige personale på OUH. Forhåbentligt bliver jeg aldrig indlagt der igen, men hvis jeg gør, så ved jeg at jeg kan være 100% tryg ved det.
Skrevet af: Mathilde Struck
Comments